Gravid fra A til Z

Jeg er jo blevet gravid.

Jeg har faktisk været gravid i en god rums tid nu. 18 uger og 4 dage, for at være helt præcis. Det vil sige, at jeg næsten er halvvejs. Og så er der jo naturligvis sket det i løbet af min graviditet, at mit hoved har produceret 10.000 (nye) tanker, og at jeg har følt cirka lige så mange forskellige følelser.
Og nu skal det ud. Ud til jer. Både for min egen, men også for jeres skyld. Hvis altså der sidder nogle andre gravide derude, med en lille smule krise over rollen som ”mom-to-be”.

To livsforandrende, fantastiske og frygtindgydende streger på en gennem-tisset pind. Og hvad så? Overvældende, konstant lykke? Kærligheds-ekstase? Forelskelses-kuller?

Også det, men sgu også alt det andet. Og det er alt det andet, jeg gerne lige vil have en lille snak om.

Glæde og spænding var de første følelser, der væltede ustyrligt ind over os, og vi var ikke langsomme til at fortælle det til familie og venner, der kunne bekræfte os i glæden. Men så kom angsten for, at noget skulle gå galt.
HOV, var det en krampetrækning, som nok fører til spontan abort? Sagde Google ikke noget om, at et foster kan gå til, hvis man kigger på en tunfisk? Jeg har hård mave, men hvad hvis jeg presser barnet med ud??
Men alt det lagde sig heldigvis ligeså stille igen. Det stoppede i hvert fald med at være altoverskyggende. Nakkefoldsscanningen var en milepæl. Sund og rask baby med hoved, krop og bankende hjerte. Godt så.
Det første stykke tid, kunne jeg godt nogle gange glemme, at jeg var gravid. Ikke sådan at jeg pludselig stod i en kæmpe vælter med en tændt cigaret i hver mundvig. Men min bevidsthed om, at jeg var i gang med at gro et menneske, haltede sgu sådan lidt med og tog på bar engang imellem. Men så tog vi til kønsscanning, da jeg var 16 uger henne (fordi jeg var pisse utålmodig og helt vildt nysgerrig).

BUM. Milepæl nummer 2.

Vi skal have en dreng. Første følelser: glæde og spænding. En lille dreng, en kopi af Frederik, som jeg elsker helt shit-agtigt meget. Hallo en lækkerbisken han bliver. This can not go wrong.
Og derefter angst. En dreng? Sådan nogle kender jeg ikke rigtig til, sådan en har jeg jo ikke været? Kan jeg finde ud af det?? Jeg har mødt mange drenge, som er nogle bæ-hoveder. Shit, hvad hvis vi får et bæ-hoved?

Hvad hvis vi får et barn, jeg ikke kan lide?

Ny overskrift. Skrevet med skam og angst. Og den overskrift skulle jeg tygge på i lang tid, før jeg vovede mig ud i at sige det højt.

Jeg troede, at graviditeten ville være en flyvetur på en lyserød sky med indbyggede højtalere, der kun spiller soft-jazz. Måske ikke fysisk, men mentalt. At man ville være lykkelig, forelsket og overøset af den der kærligheds-følelse, som børn smører deres forældre ind i. Så da den følelse pludselig ikke dominerede mit sind, blev jeg pis-hamrende skide bange. Bange for at være forkert, fucked up og verdens dårligste mor, allerede inden jeg egentlig er blevet det.
For der er sgu aldrig nogen, der har fortalt mig, at det der med at blive forældre, altså inde i hovedet, kan tage lidt tid. Og at der ikke er nogle regler for, hvornår det skal komme. Om det er med de to streger på testen, halvvejs inde i graviditeten, sidst i gravidteten, til fødslen eller en uge efter.

Der er nogle, der har glemt at fortælle mig, at det der med at blive forældre, er en proces. En længere en af slagsen. Sådan en der, meget praktisk, nok godt kan tage cirka ni måneder.

Jeg er meget glad for min voksende mave, og ham der ligger og bobler rundt derinde. Jeg ligger nogle gange og kigger smilende indad i en halv time, og tænker på ham, og os, og hvor dejligt det bliver. Jeg glæder mig helt vildt meget til at møde ham og til at lære ham at kende.
Men jeg bliver også bange. Helt ind i knoglerne. Bange for hvad fanden det er, vi har rodet os ud i. Og hvad fanden (eller hvem fanden) det er, der kommer ud af mig om fem måneder. Jeg får lyst til at løbe hen til min terminsdato og holde vores søn i mine arme, men jeg får også lyst til at tage en karton vin og en pakke Blå Kings under armen og løbe den anden vej.

Og da jeg endelig fik sagt det højt, mens jeg tudbrølede og lagde mig på knæ for at få tilgivet mine synder, fandt jeg ud af, at det faktisk er helt okay. At det faktisk er helt normalt. Og at det faktisk ikke er forkert, eller noget der giver dødsstraf i USA. Og det løftede angsten og frygten. For det er ligeså meget skammen over, at føle noget, der føles forkert, der tværer mig ud. Ligeså meget som det er følelsen selv. Kringlet much?

Angsten og frygten er nok løftet, men forsvundet er de ikke. Det gør de nok aldrig, når man kaster sig ud i det her forældre-projekt. Og det er okay. De må gerne følge med. Så længe jeg accepterer dem og arbejder med dem. Og så længe jeg siger det højt, når de banker på og kræver opmærksomhed. Og det lærer jeg lige så stille.