Om at forsøge at koge livet ned

Der er en uendelig liste over ting, man kan være bekymret over. Det ved jeg, fordi jeg har brugt cirka 70% af mine vågne timer på at bekymre mig, siden jeg kunne tænke en sammenhængende tanke. Hvis vi nu starter ved det store og bevæger os ned i det mindre, har jeg blandt bekymret mig om:

Global opvarmning
Terror
3 verdenskrig
Cancer
Psykiske sygdomme
Dødsfald
Økonomi
Fremtid

Og så er der selvfølgelig de mindre ting, om man huskede at slukke ovnen, efter man forlod lejligheden, og om det er en selv, der har trådt i en hundelort, når bussen lugter af fæces. Jo jo, listen er lang. Og den er ikke for sarte sjæle! Aka. sådan nogle som mig. Den angst jeg mærker udspringer nok af, at jeg har svært ved ikke at beskæftige mig med alle de ting, man kan bekymre sig om. At jeg for eksempel bruger min mandag aften på at lave en liste over dem, ligesom nu.

Det er en af de ting, jeg gerne vil øve mig på. At ligge bekymringerne i en lille boks, når jeg ligger mig ind i min seng om aftenen, også placere min mentale Jabba The Hut ovenpå den. Vi kan kalde det et nytårsfortsæt, for jeg er et af de ringe mennesker, der hverken har planer om at tabe sig, spise udelukkende aubergine eller stoppe med at ryge.

Det er så mega vigtigt, at der findes overskudsmennesker, der kan holde ud at starte dagen med at læse avisen, der ofte handler om alle de ting, vi skal være bange for. Men jeg er simpelthen ikke en af dem. Ikke lige nu i hvert fald. Hvis jeg skal fungere som menneske, og ikke bare sidde og vugge frem og tilbage med blodskudte øjne i min sofa, er jeg nød til at koge livet lidt ned. Bare engang imellem. Til mig og mit, lige her nu. Og sige “Nå, men det kan jeg ikke gøre noget ved”, til tanken om at der springer en atombombe lige om snart, eller at jeg nok vælter på cykel imorgen tidlig, fordi det er skide glat, og jeg i forvejen er ret dårlig til at cykle. Så tænker jeg i stedet for på, at min Monstera vokser meget flot, og at jeg fik bagt nogle gode pita brød, og at jeg klarede det rigtig fint på arbejde i dag, selvom jeg blev plasket til af bævand efter et lille uheld. Alt imens jeg ser Sex And The City, hvor livet er meget nemmere og bedreklædt end virkeligheden, og jeg trækker vejret ned i maven, som ham den australske terapeut fortæller mig, at jeg skal, på den app jeg har downloaded. Og så lukker jeg lige det hele ude, mens jeg overlever, helt uden bekymringer.

Jeg ville ønske, at jeg kunne beskæftige mig med det hele. Tage hele verdens sorger på mine skuldre uden at blive tynget helt fladmast. Jeg ved ikke om der overhovedet findes sådanne mennesker. Hvis der gør, fortjener de lige godt en medalje og et klap i måsen. Jeg kan simpelthen ikke. Det har jeg accepteret.

Livet er så smukt. Bag alt det grimme. Og når jeg får pustet bekymringerne væk, kan jeg godt se det. Alt det smukke. Så det gør jeg, lige engang imellem. Jeg synes, du skal prøve at gøre det samme, hvis du nu er lidt sådan en ligesom mig. Det kan klart betale sig.
Tak for livet, uden bekymringer (hele tiden), glimmer på og op på kaminhylden, som Hella Joof ville sige det.