Noget om at leve et leverpostejsliv

Jeg synes, at det er blevet meget moderne at leve et liv med pangfarver og leopardprint. Det er der som sådan slet ikke noget galt med, det er sjovt og inspirerende! Men jeg synes, at det efterlader mig som leverpostejsmenneske lidt med en følelse af, at jeg burde tage et par trompetbukser på og gøre mig en sindssyg karriere inden for rawfood. Og det har jeg ikke sådan rigtig lyst til.
Jeg må hellere uddybe konceptet “leverpostejsmenneske”, så i er helt med. Jeg lever et meget almindeligt liv med leverpostejsmadder, leverpostejsfarvet hår og sådan lidt fedt der på maven, hvor ostemaderne gemmer sig. Jeg har ingen vilde ambitioner om at blive karriere kvinde i Louboutin stiletter, eller rejse verden rundt og få brun hud og flettet hår. Jeg ønsker at få nogle børn med leverpostejsfarvet hår og bo i et lille hus på landet, hvor Louis kan skide, hvor han vil. Jeg vil gerne beskæftige mig med noget, som jeg er god til, og så vil jeg naturligvis gerne være lykkelig. Men det vil vi nok alle sammen, det er vel det, der driver os?!
Men der er altså alligevel et eller andet, der gør, at jeg ikke falder helt til ro eller på plads i, at det er okay, at jeg ikke efterlader glitrende fodspor på min vej. Men der vil jeg gerne nå hen!
Jeg vil gerne slå et slag for det almindelige og leverpostejs-agtige. Jeg vil gerne heppe på dem, der tørrer røv i helt almindeligt toiletpapir, og som får frysepizza igen i aften. Jeg vil gerne give en high-five til dem, der har købt et helt almindeligt møbel og lige har spist helt almindeligt havregrød. Dem der fik losset deres korpus ud af sengen, inden solen gik ned igen, og dem der bedst kan lide deres kaffe sort, og ikke som dessert. Og jeg vil samtidig give et støjende hallelujah til dem, der lyser en mandag op i pangfarver og til slut give både leverpostejs Lone og leopard Lotte et klask i røven.
Der er så mange måder at leve livet på, og det fedeste ved det er, at vi helt selv må bestemme, hvordan det skal se ud.