En snak om angst

Jeg tror, at de fleste mennesker har været i kontakt med angst på en eller anden måde. Enten fordi man selv har oplevet det, eller fordi man kender en, der har oplevet det. Angst er i hvert fald på manges læber, det er et ord, jeg ofte hører. Jeg har selv oplevet angst. Haft angst. Været angst.

Jeg havde et angstanfald i sommers. Frederik og jeg havde været i lejligheden i en uge, og det var første aften, hvor vi ikke havde mere, vi skulle ordne, og hvor vi ikke havde besøg. Jeg lå i sofaen og så Grey’s Anatomy og Frederik spillede playstation. Jeg fik pludselig hjertebanken, det føltes som om, jeg havde et hjerte i alle dele af min krop, der bankede unaturligt hurtigt og hårdt. Jeg fik kvalme og synsbesvær, så jeg satte mig op i sofaen og prøvede at trække vejret ordentligt. Men det blev kun til små overfladiske vejrtrækninger. Hjertebanken tog til, og jeg begyndte at svede. Jeg fik fremstammet til Frederik, at jeg havde det rigtig dårligt, og han hentede en kold, våd klud til mig. Mit fokus blev mere og mere rettet mod det, der skete inde i min krop. Alting gjorde ondt, og jeg var overbevist om, at hvis jeg overhovedet overlevede, var jeg blevet sindssyg. Frederik prøvede at berolige mig, men hans ord nåede aldrig rigtig ind til mig. Det var ligesom om, at jeg befandt mig i en bobbel af panik. Det fortsatte mere eller mindre hele aftenen og natten. Jeg vågnede tre gange og skulle kaste op, jeg svedte og rystede.

De fem efterfølgende dage befandt jeg mig stadig i den der paniske bobbel. Jeg var ligesom ikke mig selv. Jeg var ikke til stede i mit eget hovede, og jeg havde ikke kontakt til eller kontrol over min krop eller mine tanker. Efter en lille uges tid stilnede det ligeså stille af. Hjertebanken opstod kun nogle gange om dagen, og jeg kunne tænke mere klart.

Det er uden tvivl, det værste jeg nogensinde har prøvet.

Det jeg havde var et panikanfald. Angst har rigtig mange forskellige, grimme ansigter. Det er meget forskelligt fra person til person, hvorfor og hvordan angsten viser sig. Jeg havde ingen kendskab til det, så jeg henvendte mig til familie og venner og til sidst en psykoterapeut.
Jeg fik mange forskellige ting at vide. Psykoterapeuten ville gerne have mig i et forløb. Jeg fik at vide, at det var vigtigt at arbejde med og tage sig af. Helst i samarbejde med en professionel. Den information gav mig hjertebanken. Og angst for angsten. Var jeg blevet sindssyg? Skulle jeg opleve det her tit? Var det blevet en del af mit liv nu? Ville jeg kunne opnå det, jeg gerne vil? Færdiggøre studie? Blive mor? Overhovedet hænge sammen?

Men jeg fik også noget andet at vide. Jeg fik at vide, at jeg skulle slappe af. At det ikke var farligt, og at jeg ikke var sindssyg. Jeg fik instrukser på, hvordan man skal håndtere det, når man kan mærke, at angsten banker på.  Jeg lærte at trække vejret ned i maven. Og jeg lærte, ved at italesætte min oplevelse, at rigtig, rigtig mange mennesker omkring mig, en eller flere gange i deres liv, havde oplevet at være angst. Det gav mig ro. Det gjorde mig mindre angst for angsten. Det gav mig overskud til at finde ud af og tænke over, hvorfor jeg oplevede angst. Og hvad jeg kunne lære, af det min krop fortalte mig.
Jeg er et tryghedsmenneske med store bogstaver. Og jeg havde forladt min familie og bopæl i Esbjerg, alt det jeg kendte og var tryg ved, for at flytte til en ny by, starte på universitetet og klare mig selv. Det giver ikke andet end mening, at jeg blev angst. Angst for alt det nye, uvisse og udfordrende. Det er sgu da angstprovokerende?! Det var det i hvert fald for mig.

Jeg har lyst til, at dele det her med jer, for at italesætte angst på en måde der hjalp mig. Der findes som sagt mange forskellige former for angst, og det rammer mennesker i forskellige grader. For nogle er det ikke bare noget, man kan ryste af sig. Jeg er ikke ekspert, og der er uden tvivl former for angst, der skal tages hånd om i fællesskab med en professionel.
Men det hjalp mig rigtig meget at få at vide, at angst er mere almindeligt, end man tror. At når kroppen bliver bange, er det ikke farligt. At man kan arbejde konstruktivt med sig selv, hvis man har de rigtige redskaber. Og at der ikke var noget at være angst for. Heller ikke angsten.

Angsten banker stadig nogle gange på. Men nu ved jeg, at det ikke er farligt. Jeg har lært at afværge det og lukke det ude, i stedet for at lade det overtage. Og jeg har samtidig lært at lytte til det, og reagere på hvorfor det dukker op. Det har jeg lært helt uden et forløb hos en psykoterapeut.
Blot ved at snakke, åbne op, lytte efter og acceptere.