Om moderlige instinkter og lysten til at råbe pik til systemet

Alfreds børnehavestart d. 1/12 har været frygtelig. Mest for hans forældre, men det har også været virkelig svært for ham. Det havde børnehaven forudset, og italesat en masse gange i øvrigt. Uden den store handlingsplan efterfølgende for at imødekomme to forældre og et barn med blødende hjerter.
Kommunale institutioner har i lang tid fået det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Derfor har ungerne været i dagpleje, og det har været så trygt og rart at have dem hos en form for tredje forældre. Da han skulle starte i børnehave, besluttede vi os for at gå til det med oprejst pande og håbe på at alle vores bange anelser og fordomme ville blive manet til jorden, og at det ville blive en god oplevelse for ham at komme ud og lege med nogle større børn. Og at der fandtes alt muligt overskud og nærvær, som folk glemte at fortælle om. I stedet har vi grædt. Alle sammen og en milliard gange i halvanden måned.

Jeg har stået i min hidtil største udfordring som forælder. Vi har, men nu snakker jeg bare som mig. Jeg har været i en kæmpe konflikt mellem den måde samfundet er bygget op på, og mine moderlige instinkter og min mavefornemmelse. Jeg har haft lyst til at flytte væk, ud på landet og starte en blåbærproduktion og have børnene hjemme, og få en hund der hedder Apollo, og starte hver dag med at gå ud til hønsene og samle æg. Til at råbe fuck og pik til systemet, der vil have mig til at aflevere mine børn i et kaos af en institution, og forsøge at være en aktiv, engageret studerende, og få familielivet til at hænge sammen samtidig. Og jeg har ikke engang et fuldtidsjob, jeg skal passe. Jeg har haft lyst til at skærme mine børn fra institutionens virkelighed, hvor man må gå rundt med lort i bleen alene ude på legepladsen, fordi der tilsyneladende ikke er voksne nok, til at nogle er i nærheden af en og opdager, at man lugter af lort. Hvor det ikke er trygt at trække nogle i ærmet og spørge om de vil skifte en. Har vi bare været uheldige med netop den institution? Var det uheldig glemsomhed, da de kun huskede at spørge om han brugte sut og ble og hvor længe hans dage ville blive, da de skulle “høre lidt om Alfred”. Er naboinstitutionen meget bedre? Er jeg totalt overbeskyttende? Er alle de 45 børnehavebørns forældre vildt tilfredse og synes at det er et herligt sted for deres børn? Jeg er med på at ikke alle institutioner er sådan. At der sikkert findes nogle, der er gode. Det er bare min inderste mavefornemmelse, at det ikke er sådan et sted, vi er havnet.
Det har været en kæmpe dealbreaker at Alfred ikke en eneste dag siden han startede, har haft optur over at skulle afsted. På den 10 minutters køretur derhen har jeg svaret cirka 50 gange på, hvorfor han skulle derhen, og har i øvrigt måtte forsikre ham 100 gange om, at jeg ville komme og hente ham igen. Alfred er et socialt barn fyldt med overskud, så det har været nedslående, at det eneste han har haft med hjem, var historier om at han blev ked af det fordi nogle kastede med sand, fordi han ikke ville sidde på gyngen, fordi det var koldt udenfor, hvem ved hvorfor. Sikkert fordi det hele bare er overvældende og så længe der ikke er tryghed, er der ikke et barn i balance.

Men jeg har alligevel været i tvivl om, om vi skulle bide det i os. Både os og Alfred.

Gør jeg mit barn en bjørnetjeneste, ved ikke at udsætte det for, og ruste det til hvad der kommer? I SFO’en og i folkeskolen. Er det en kæmpe bjørnetjeneste, at få lov at gå i en lille institution, eller blive passet af en privat passer? Er det bedre at lære på den hårde måde, at verden er voldsom, uoverskuelig og får dig til at græde, uden at de voksne helt forstår hvorfor du blev ked af det? Skal han bare hærdes, fortsætte i det og tillære sig jungleloven, så han er forberedt og rustet til at fungere i en almindelig folkeskoleklasse, som også er voldsom og uoverskuelig. Eller skal jeg følge min mavefornemmelse og sige nej tak. Til det samfundet tilbyder. Tager jeg et misforstået hensyn til mit barn, eller tager jeg et vigtigt ansvar for ham og hans lille person?

Fuck.

 Ved at holde fast i, at han skal være i den børnehave, føler jeg, at jeg accepterer noget, jeg ikke er enig i. Noget der føles sådan ret grundlæggende forkert for mig. I forhold til hvad børn skal navigere i og rumme i størstedelen af deres hverdage. Jeg går på kompromis med mange af mine overbevisninger om, hvad børn har brug for og udvikler sig bedst i. Eller mine børn, hvis jeg skal holde det på egen banehalvdel. “Det skal han jo nok klare”, har jeg hørt mange gange. Og det er jeg egentlig ikke i tvivl om, men jeg gider godt sætte standarden for mine børn lidt højere end bare “at klare det”. Men det føles også uoverskueligt og radikalt at sige det fra. For hvad fanden skal man så? Hjemmepasning? Hvad så med den der uddannelse? Jeg har jo egentlig lyst til også bare at være mit eget ego-menneske. Færdiggøre min uddannelse, drikke øl, spille smart i Latinerkvarteret med kaffe og bøger under armen. Men så er pasning svaret. Og det kommunale tilbud er som det er, virker det til. “Og institutionerne bliver kun større”, fortalte lederen mig den anden dag. Det virker jo som verdens bedste udvikling (ironi kan forekomme). Man kan gå af private veje, og vi har undersøgt dem alle. Nogle er prismæssigt kun for arvingerne af Maersk. Resten har måske plads engang i slutningen af sommeren 2023.

I dag har jeg meldt ham ud. Uden faldskærm eller plan b. Hvad der venter, aner jeg simpelthen ikke. Men jeg er nød til at holde fast i, at hvis jeg skal overtale mig selv til at noget er det rigtige, og hvis alle argumenter for at holde fast i det er nogle andres, så skal jeg sige fra.