Både og hverken enten eller

Bølle bob og co havde sgu fat i noget, da de sang sangen om at være ikke rigtigt voksne og ikke rigtigt børn. De var måske en anelse yngre, da de sang sangen, men jeg synes egentlig, den er meget gældende et godt stykke vej op i alderen.
Nu er jeg 21 og flyttet hjemme fra. På papiret er jeg nok ret voksen, agtigt. Jeg betaler regninger, husleje, har forsikringer og bruger (delvist) penge på mad der er en del af madpyramiden.
Men jeg synes stadigvæk, jeg svæver lidt rundt i noget midter-stress.
Jeg er i hvert fald stadig ved at lære at være voksen. Sådan udover papiret.

Skal jeg købe den der velour kimono, der altså er helt uundværlig. Og ville det ikke lige give lejligheden det aller sidste, hvis jeg købte de der svine dyre grene med hvide dutter på. Og var det ikke også lidt vigtigt at tage ud og drikke en mega overpriced kaffe med mælk fra en guld-ko.
Eller skulle jeg ligge pengene over på den opsparing, der lige nu ligger 0,46 kr på? Der er i hvert fald ikke nogen tvivl om, hvad jeg har mest lyst til…
Skal jeg sørge for at spise godt og varieret og økologisk, eller er det altafgørende for mit velbefindende at spise chokoladekage mindst en gang i ugen?
Skal jeg komme ud med de der 3-400 ansøgninger det kræver at få et skide arbejde i Århus, eller skal jeg tage hjem til mine forældre i weekenden og putte og spise gratis mad og glemme, at det er noget, jeg burde? Her er der heller ikke rigtig nogen tvivl om, hvad jeg har mest lyst til.

Det der med at blive voksen er i hvert fald ikke noget, der sker over night. Det er da rent faktisk ret svært. Hvor er det man får den der jern-agtige rygrad, der gør, at man kan sige nej til netflix og slik i syrede farver, proppet med e-numre og andet rotte-føde, og sige ja til at sætte sig ned og undersøge jobmuligheder og diverse død-syge uddannelser, mens man spiser økologiske, slatne gulerødder.

Jeg er så absolut ikke ekspert i voksenheden. Det afslører min opsparing, eller mangel på samme, og de latterlige impulskøb i mit skab. Jeg øver mig virkelig, men jeg synes, det er svært!

Så hvis du går i minus og køber noget åndssvagt, fordi det er på tilbud, og du får en pludselig ide om, at du ikke kan leve uden, så kan du trøste dig med, at jeg nok har købt noget endnu mere åndssvagt og er gået endnu mere i minus.
Vi skal støtte hinanden i at gøre det rigtige og det voksne. Men vi skal altså også huske at ae på hinanden, når vi gør lige præcis det, vi ikke burde. For det er uundgåeligt, siger jeg til mig selv.