To be or not to be – pædagog

Nu er det to år siden, jeg afsluttede gymnasiet med en hat, jeg ikke ved hvor er, i den ene hånd, og en flaske billig champagne i den anden. To år har jeg brugt på delvist at græde, grine, bruge penge på toiletpapir, drikke rødvin i tide og utide, og tænke over hvad jeg har lyst til at beskæftige mig med, sådan fremadrettet. Og pædagogikken har fyldt i mine tanker.

Jeg har arbejdet med børn on and off de sidste to år. Mest (og lige nu) on. Og jeg har fået bekræftet, at børn bare er det mest opløftende, højt-skrigende, stor-skidende, fantastiske væsen jeg kan komme i tanke om. Jeg knus-fucking-elsker dem. I mit hoved er der faktisk ikke noget finere at bruge sit liv på ikke bare at beskæftige sig med, men også lære, holde af og holde om. Børnene er vores fremtid, men de er først og fremmest det mest dyrebare, vi har.
Jeg møder hver mandag morgen klokken syv på arbejde. Og jeg kunne ikke forestille mig en bedre måde at starte sin uge ud på. Store tandløse smil, tykke varme børn på sit skød, våde kys på kinden (eller munden, hvis man er heldig) og kvalitetstid på pulsebordet i stanken af en god weekends-adder. Og med den tanke i hovedet (og stank i næsen), tænker jeg, at jeg selvfølgelig skal vie mit liv, til de her kødklumper og læse til pædagog. Men, og der er et men. Og det er stort, og det nager.

For stort set alle steder jeg kigger, ser jeg store STOP tegn.

Første gang jeg ytrede til nogen, at jeg overvejede pædagoguddannelsen, var til en pædagog. Hendes ansigt blev vredet helt sammen, og jeg var næsten bange for, at hun havde tænkt sig at kaste den blå skovl, hun havde i hånden, efter mig.

“Dét synes jeg ikke, du skal”
“Lønnen er elendig”
“Arbejdsdagene er lange”
“Det er fysisk krævende, og mange får permanente skader”
“DET ER ET UTAKNEMMELIGT ARBEJDE”

Jeg blev slået durk i jorden som en pløk i et roskildetelt. Jeg kiggede ned på et barn i en alt for stor flyverdragt, med snot og jord i hele hovedet. Jeg fik et stort tandløst smil og en grøn snotbobbel som hilsen, og jeg synes ikke, at det så utaknemmeligt ud. Men så kiggede jeg på en pædagog, der var træt, udkørt, som havde ondt i ryggen og ørene og rigtig ondt i arbejdsglæden. Og så voksede jeg en sten i min mave.
Og jo flere snot-indsmurte mudderbørn jeg har mødt, jo tættere har jeg været på min beslutning om, at det bare er det, jeg skal. Men jo flere pædagoger jeg har snakket med, jo mere trækker jeg i en anden retning, der overhovedet ikke lugter af børn. Og jeg har rigtig svært ved, hvad og hvem jeg skal lytte til.

Jeg har fundet noget, jeg er passioneret omkring. Noget der mærkes godt i maven, og noget jeg synes, jeg er dygtig til. Noget der ikke er ligemeget for mig, og noget som jeg synes, giver mig lyst til at stå op mandag morgen klokken halv seks. Eller nogen, nærmere sagt.
Men jeg kan ikke ignorere alle de advarselssignaler, jeg får smidt i hovedet.
Jeg kan ikke lade vær med at tænke på, hvor stor kærligheden og passionen for noget skal være, for at det vejer op for de udfordringer, det eventuelt bringer?

Jeg vil ikke sidde om 20 år og forbande det år, jeg besluttede mig for at læse til pædagog. Jeg vil ikke blive bitter og krumrygget og gammel alt for hurtigt. Jeg vil ikke skræmme alle de unge mennesker, der har lyst til at læse til pædagog ind på BSS. Men jeg kan heller ikke lide at lade mig styre af andres fortællinger om et liv, de måske ikke skulle have levet.
Jeg bliver meget splittet og mest af alt rigtig ærgerlig. For mon ikke de fleste pædagoger havde det ligesom mig, da de startede på uddannelsen og skiftede deres første bæ-ble? Mon ikke de også blev helt varme ved tanken om sådan et liv? Hvordan er de så havnet der? Og hvorfor? Og vil jeg havne det samme sted?

Mit hjerte og min mave er ikke rigtig i tvivl længere. Men mit hoved har stadig ordene “utaknemmeligt arbejde” skrevet med store, gotiske bogstaver. I det ægte, hardcore voksenliv, skal vi så lytte til hjerte eller hjerne?