Både og hverken enten eller

Den der dybe vejrtrækning

18553729_10213425863788847_1067471170_o

Jeg befinder mig lige nu i den klassiske forvirrende, forfærdelige og fantastiske tid, der rammer en stor del af befolkningen i 20’erne. Gymnasiet er overstået, sabbatåret er drukket tomt, og den virkelige verden venter i spænding på din næste store beslutning, der gerne skal afsløre dit voksenslivs levevej. Og man er fyldt med spænding og panik og angst og stress og eventyrlyst og alle andre følelser på følelsespalletten. Det er jo nu, man gerne skal blive klogere. Klogere på hvem man er, og hvad man skal. Det eneste jeg er blevet klogere på er, at en dyb vejrtrækning og en tænkepause måske kan hjælpe mig lidt bedre på vej ud i det her cirkus, vi kalder livet.

Vi har jo satme travlt. Og det er efterhånden svært at finde ud af hvorfor. Synes jeg, i hvert fald. Bliver jeg presset af samfundet? Bliver jeg presset af nogles forventninger til mig? Eller bliver jeg presset af mine egne forestillinger om, hvornår jeg skal have flueben ved de ting, jeg gerne vil udrette i mit voksenliv? Hvad end de ting indebærer. Jeg ved det ikke rigtig. Men travlt har jeg haft, og den travlhed har resulteret i uovervejede haste-beslutninger, der har strammet rigtig meget de forkerte steder. Så jeg har tænkt, om den der dybe vejrtrækninger, eller 100 af dem, måske kan forhindre mig i de beslutninger, der resulterer i en mavepuster?

Det er vel ligeså simpelt som spontane køb tirsdag på vej hjem fra arbejde. Eller spontan maling af lejligheden om søndagen, fordi man keder sig. Man kommer til at købe sådan en gulvlang, gul kjole, der slet ikke fremhæver ens figur, fordi man engang så en meget slank, solbrun pige rocke en magen til. Man kommer til at stille sofaen helt kejtet og åndssvagt og stille noget bronze ved siden af den, fordi boligmagasinerne siger, at det er bedst sådan. Og man kommer til at starte på universitet, selvom ordet “akademiker” smager lidt støvet og bittert i ens mund.

Vi kan selvfølgelig aldrig være 110% sikre på, at de valg vi træffer, er de rigtige. Og det synes jeg heller ikke nødvendigvis, at vi skal. Det gode ved livet er jo, at vi lærer af vores fejl(køb). Og faktisk kan fejl være det helt rigtige, for at vi finder på rette vej. Vi lærer også noget af at rejse os efter et styrt og børste støvet af os. Men jeg vil alligevel prøve det med den vejrtrækning. Og så vil jeg gerne give mine beslutninger lidt mere tid. Smage lidt på de forskellige muligheder, og så smage lidt på det jeg ikke havde tænkt var en mulighed. Jeg vil prøve et par af dem på i mit hovede og så tage en vejrtrækning igen, inden jeg begiver mig ud i noget, som jeg synes, jeg har overvejet, så godt jeg kunne. Så kan det være, og kun måske, at jeg kan få lidt flere af de der “FUCK JA” oplevelser. De giver sgu et behageligt klap i røven.

For hvis jeg mærker sådan rigtigt efter, med en masse luft i lungerne, så har jeg faktisk ikke så travlt. Og hvis jeg mærker efter, når luften har forladt mine læber og er faret ud i rummet, så er det egentlig dejligt nok, med sådan en puls der ikke galoperer.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Både og hverken enten eller