Hvad er planen så nu?

Dette er et af de spørgsmål, jeg nok er blevet stillet mest, efter jeg blev færdig på gymnasiet forrige sommer. Lige efter Frederiks evige spørgsmål om, om jeg ikke snart vil gå i bad, men det er ikke det, det skal handle om.
Spørgsmålet om hvad min plan er, efterfulgt af et par løftede øjenbryn, har jeg svaret halvhjertet på mange gange de sidste års tid. Bevares, jeg har selv stillet spørgsmål til mange andre stakler, men jeg vil gerne blive bedre til at lade vær. Og bedre til at svare rigtigt og helhjertet på spørgsmålet, når jeg selv bliver stillet det.
Jeg har altid været dårlig til at leve i nuet. Jeg har altid brugt kræfter på at tænke på det næste. Hvad skal jeg i morgen? Hvad skal jeg bruge næste weekend på? Hvad skal der ske næste år? Og hvad skal jeg lave ‘for a living’? Who the hell knows… Som resultat af, at jeg altid tænker fremad, og altid har villet have et prompte, klart svar på, hvad min plan var, har jeg bevæget mig hurtigt videre, desværre med skyklapperne oppe. Jeg har bevæget mig i en eller anden retning, som jeg tænkte måske nok, ville være den rigtige.
Min plan efter gymnasiet var at have et sabbatår, hvor jeg arbejdede, så flytte til Århus med Frederik og starte på universitet på en eller anden linje, der havde noget med humaniora at gøre. Så det gjorde jeg. Og da jeg sad for en måned siden, i præcis den situation jeg havde drømt om, fik jeg rigtig ondt i maven, da jeg opdagede, at det var helt forkert. For hvad fanden gør man så?
Jeg droppede ud af universitet, jeg sprang ud fra en klippe uden faldskærm på og uden nogen som helst anelse om, hvor jeg ville lande henne. Hvis det ikke er angstprovokerende, så ved jeg ikke hvad er. En plan havde jeg ikke. Jeg havde ikke engang en plan om at lave en plan. For jeg vidste ikke, hvad planen skulle gå ud på. Og jeg havde faktisk heller ikke rigtig lyst til at finde ud af det.
Så nu vil jeg gøre noget andet. Nu vil jeg svare til folks spørgsmål om den der meget vigtige livsplan, at der ingen er. Jeg vil leve nu og lige her. Gøre et eller andet der gør mig glad, og holde hjertet åbent for alle veje og muligheder omkring mig. Også håbe på at der kommer et tidspunkt, hvor jeg helhjertet kan give et svar på, at lige nu er det her min plan. Men jeg vil fortsat holde hjertet åbent og planen foranderlig. For det kan være, den ændrer sig. Måske hundrede gange. Og det gør ikke noget. For jeg tror på, at den der plan, vi har så travlt med at have, godt kan lukke vores øjne for noget, vi slet ikke vidste, var endnu mere rigtigt for os.
Jeg tror, jeg kunne gå hen og blive helt lykkelig og lettet.