Alfreds børnehavestart d. 1/12 har været frygtelig. Mest for hans forældre, men det har også været virkelig svært for ham. Det havde børnehaven forudset, og italesat en masse gange i øvrigt. Uden den store handlingsplan efterfølgende for at imødekomme to forældre og et barn med blødende hjerter.
Kommunale institutioner har i lang tid fået det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Derfor har ungerne været i dagpleje, og det har været så trygt og rart at have dem hos en form for tredje forældre. Da han skulle starte i børnehave, besluttede vi os for at gå til det med oprejst pande og håbe på at alle vores bange anelser og fordomme ville blive manet til jorden, og at det ville blive en god oplevelse for ham at komme ud og lege med nogle større børn. Og at der fandtes alt muligt overskud og nærvær, som folk glemte at fortælle om. I stedet har vi grædt. Alle sammen og en milliard gange i halvanden måned.

Jeg har stået i min hidtil største udfordring som forælder. Vi har, men nu snakker jeg bare som mig. Jeg har været i en kæmpe konflikt mellem den måde samfundet er bygget op på, og mine moderlige instinkter og min mavefornemmelse. Jeg har haft lyst til at flytte væk, ud på landet og starte en blåbærproduktion og have børnene hjemme, og få en hund der hedder Apollo, og starte hver dag med at gå ud til hønsene og samle æg. Til at råbe fuck og pik til systemet, der vil have mig til at aflevere mine børn i et kaos af en institution, og forsøge at være en aktiv, engageret studerende, og få familielivet til at hænge sammen samtidig. Og jeg har ikke engang et fuldtidsjob, jeg skal passe. Jeg har haft lyst til at skærme mine børn fra institutionens virkelighed, hvor man må gå rundt med lort i bleen alene ude på legepladsen, fordi der tilsyneladende ikke er voksne nok, til at nogle er i nærheden af en og opdager, at man lugter af lort. Hvor det ikke er trygt at trække nogle i ærmet og spørge om de vil skifte en. Har vi bare været uheldige med netop den institution? Var det uheldig glemsomhed, da de kun huskede at spørge om han brugte sut og ble og hvor længe hans dage ville blive, da de skulle “høre lidt om Alfred”. Er naboinstitutionen meget bedre? Er jeg totalt overbeskyttende? Er alle de 45 børnehavebørns forældre vildt tilfredse og synes at det er et herligt sted for deres børn? Jeg er med på at ikke alle institutioner er sådan. At der sikkert findes nogle, der er gode. Det er bare min inderste mavefornemmelse, at det ikke er sådan et sted, vi er havnet.
Det har været en kæmpe dealbreaker at Alfred ikke en eneste dag siden han startede, har haft optur over at skulle afsted. På den 10 minutters køretur derhen har jeg svaret cirka 50 gange på, hvorfor han skulle derhen, og har i øvrigt måtte forsikre ham 100 gange om, at jeg ville komme og hente ham igen. Alfred er et socialt barn fyldt med overskud, så det har været nedslående, at det eneste han har haft med hjem, var historier om at han blev ked af det fordi nogle kastede med sand, fordi han ikke ville sidde på gyngen, fordi det var koldt udenfor, hvem ved hvorfor. Sikkert fordi det hele bare er overvældende og så længe der ikke er tryghed, er der ikke et barn i balance.

Men jeg har alligevel været i tvivl om, om vi skulle bide det i os. Både os og Alfred.

Gør jeg mit barn en bjørnetjeneste, ved ikke at udsætte det for, og ruste det til hvad der kommer? I SFO’en og i folkeskolen. Er det en kæmpe bjørnetjeneste, at få lov at gå i en lille institution, eller blive passet af en privat passer? Er det bedre at lære på den hårde måde, at verden er voldsom, uoverskuelig og får dig til at græde, uden at de voksne helt forstår hvorfor du blev ked af det? Skal han bare hærdes, fortsætte i det og tillære sig jungleloven, så han er forberedt og rustet til at fungere i en almindelig folkeskoleklasse, som også er voldsom og uoverskuelig. Eller skal jeg følge min mavefornemmelse og sige nej tak. Til det samfundet tilbyder. Tager jeg et misforstået hensyn til mit barn, eller tager jeg et vigtigt ansvar for ham og hans lille person?

Fuck.

 Ved at holde fast i, at han skal være i den børnehave, føler jeg, at jeg accepterer noget, jeg ikke er enig i. Noget der føles sådan ret grundlæggende forkert for mig. I forhold til hvad børn skal navigere i og rumme i størstedelen af deres hverdage. Jeg går på kompromis med mange af mine overbevisninger om, hvad børn har brug for og udvikler sig bedst i. Eller mine børn, hvis jeg skal holde det på egen banehalvdel. “Det skal han jo nok klare”, har jeg hørt mange gange. Og det er jeg egentlig ikke i tvivl om, men jeg gider godt sætte standarden for mine børn lidt højere end bare “at klare det”. Men det føles også uoverskueligt og radikalt at sige det fra. For hvad fanden skal man så? Hjemmepasning? Hvad så med den der uddannelse? Jeg har jo egentlig lyst til også bare at være mit eget ego-menneske. Færdiggøre min uddannelse, drikke øl, spille smart i Latinerkvarteret med kaffe og bøger under armen. Men så er pasning svaret. Og det kommunale tilbud er som det er, virker det til. “Og institutionerne bliver kun større”, fortalte lederen mig den anden dag. Det virker jo som verdens bedste udvikling (ironi kan forekomme). Man kan gå af private veje, og vi har undersøgt dem alle. Nogle er prismæssigt kun for arvingerne af Maersk. Resten har måske plads engang i slutningen af sommeren 2023.

I dag har jeg meldt ham ud. Uden faldskærm eller plan b. Hvad der venter, aner jeg simpelthen ikke. Men jeg er nød til at holde fast i, at hvis jeg skal overtale mig selv til at noget er det rigtige, og hvis alle argumenter for at holde fast i det er nogle andres, så skal jeg sige fra.

Jeg er jo blevet gravid.

Jeg har faktisk været gravid i en god rums tid nu. 18 uger og 4 dage, for at være helt præcis. Det vil sige, at jeg næsten er halvvejs. Og så er der jo naturligvis sket det i løbet af min graviditet, at mit hoved har produceret 10.000 (nye) tanker, og at jeg har følt cirka lige så mange forskellige følelser.
Og nu skal det ud. Ud til jer. Både for min egen, men også for jeres skyld. Hvis altså der sidder nogle andre gravide derude, med en lille smule krise over rollen som ”mom-to-be”.

To livsforandrende, fantastiske og frygtindgydende streger på en gennem-tisset pind. Og hvad så? Overvældende, konstant lykke? Kærligheds-ekstase? Forelskelses-kuller?

Også det, men sgu også alt det andet. Og det er alt det andet, jeg gerne lige vil have en lille snak om.

Glæde og spænding var de første følelser, der væltede ustyrligt ind over os, og vi var ikke langsomme til at fortælle det til familie og venner, der kunne bekræfte os i glæden. Men så kom angsten for, at noget skulle gå galt.
HOV, var det en krampetrækning, som nok fører til spontan abort? Sagde Google ikke noget om, at et foster kan gå til, hvis man kigger på en tunfisk? Jeg har hård mave, men hvad hvis jeg presser barnet med ud??
Men alt det lagde sig heldigvis ligeså stille igen. Det stoppede i hvert fald med at være altoverskyggende. Nakkefoldsscanningen var en milepæl. Sund og rask baby med hoved, krop og bankende hjerte. Godt så.
Det første stykke tid, kunne jeg godt nogle gange glemme, at jeg var gravid. Ikke sådan at jeg pludselig stod i en kæmpe vælter med en tændt cigaret i hver mundvig. Men min bevidsthed om, at jeg var i gang med at gro et menneske, haltede sgu sådan lidt med og tog på bar engang imellem. Men så tog vi til kønsscanning, da jeg var 16 uger henne (fordi jeg var pisse utålmodig og helt vildt nysgerrig).

BUM. Milepæl nummer 2.

Vi skal have en dreng. Første følelser: glæde og spænding. En lille dreng, en kopi af Frederik, som jeg elsker helt shit-agtigt meget. Hallo en lækkerbisken han bliver. This can not go wrong.
Og derefter angst. En dreng? Sådan nogle kender jeg ikke rigtig til, sådan en har jeg jo ikke været? Kan jeg finde ud af det?? Jeg har mødt mange drenge, som er nogle bæ-hoveder. Shit, hvad hvis vi får et bæ-hoved?

Hvad hvis vi får et barn, jeg ikke kan lide?

Ny overskrift. Skrevet med skam og angst. Og den overskrift skulle jeg tygge på i lang tid, før jeg vovede mig ud i at sige det højt.

Jeg troede, at graviditeten ville være en flyvetur på en lyserød sky med indbyggede højtalere, der kun spiller soft-jazz. Måske ikke fysisk, men mentalt. At man ville være lykkelig, forelsket og overøset af den der kærligheds-følelse, som børn smører deres forældre ind i. Så da den følelse pludselig ikke dominerede mit sind, blev jeg pis-hamrende skide bange. Bange for at være forkert, fucked up og verdens dårligste mor, allerede inden jeg egentlig er blevet det.
For der er sgu aldrig nogen, der har fortalt mig, at det der med at blive forældre, altså inde i hovedet, kan tage lidt tid. Og at der ikke er nogle regler for, hvornår det skal komme. Om det er med de to streger på testen, halvvejs inde i graviditeten, sidst i gravidteten, til fødslen eller en uge efter.

Der er nogle, der har glemt at fortælle mig, at det der med at blive forældre, er en proces. En længere en af slagsen. Sådan en der, meget praktisk, nok godt kan tage cirka ni måneder.

Jeg er meget glad for min voksende mave, og ham der ligger og bobler rundt derinde. Jeg ligger nogle gange og kigger smilende indad i en halv time, og tænker på ham, og os, og hvor dejligt det bliver. Jeg glæder mig helt vildt meget til at møde ham og til at lære ham at kende.
Men jeg bliver også bange. Helt ind i knoglerne. Bange for hvad fanden det er, vi har rodet os ud i. Og hvad fanden (eller hvem fanden) det er, der kommer ud af mig om fem måneder. Jeg får lyst til at løbe hen til min terminsdato og holde vores søn i mine arme, men jeg får også lyst til at tage en karton vin og en pakke Blå Kings under armen og løbe den anden vej.

Og da jeg endelig fik sagt det højt, mens jeg tudbrølede og lagde mig på knæ for at få tilgivet mine synder, fandt jeg ud af, at det faktisk er helt okay. At det faktisk er helt normalt. Og at det faktisk ikke er forkert, eller noget der giver dødsstraf i USA. Og det løftede angsten og frygten. For det er ligeså meget skammen over, at føle noget, der føles forkert, der tværer mig ud. Ligeså meget som det er følelsen selv. Kringlet much?

Angsten og frygten er nok løftet, men forsvundet er de ikke. Det gør de nok aldrig, når man kaster sig ud i det her forældre-projekt. Og det er okay. De må gerne følge med. Så længe jeg accepterer dem og arbejder med dem. Og så længe jeg siger det højt, når de banker på og kræver opmærksomhed. Og det lærer jeg lige så stille.

Det er blevet efterår. Det ved jeg, fordi det er mørkt, når jeg står op om morgenen, og fordi jeg først kampsveder på min cykeltur på arbejde, når jeg har cyklet de første 3 kilometer, og ikke efter de første 300 meter som for et par måneder siden. Og så naturligvis fordi vi er trådt ind i oktober måned.
Det er slet ikke nogen hemmelighed, at efterårets indtræden er et glædeligt gensyn for mit vedkommende. Jeg er et gennemgående efterårs/vinter menneske. Jeg fungerer bedst med mange lag tøj på og iskolde fødder. Og jeg synes faktisk, at jeg er en form for ekspert i, at få det bedste ud af de kolde måneder, så jeg har lavet en lille survival-guide til de eventuelle efterårs-pessimister derude, for jeg ved, der er nogle!

Lad os lige starte ved: PÅKLÆDNING (apropros min lag-på-lag entusiasme)

 Invester i verdens lækreste sweater!
Sådan en stor, varm en, der er så dejlig, at du HÅBER det er koldt nok, til at du kan have den på hele tiden. Det er fuldstændig irrelevant, om den er fra Ganni og har kostet hele din opsparing, eller om den er strukket af din halv-blinde farmor og er skæv på ærmerne. Så længe du elsker den, og den elsker dig. Efterårstøj er, i min optik, ethundredetusinde gange federe end sommertøj. Det er ligesom at påføre sig et kram, og så er det ofte løst og stort, så det skjuler det meste af ens kødpølsefarvede vinterhud. Og den todeling ens mave laver, når man sidder rigtig behageligt.

Næste emne er lidt mere kringlet, men ikke desto mindre vigtigt: BELYSNING

Det kan godt være, at du synes, det er lidt fjollet, men god og behagelig belysning betyder en great deal for mig i de mange mørke timer, vinteren bringer.
Jeg har på fornemmelsen, at de fleste går død i efteråret og vinteren på grund af lyset, eller netop manglen på samme. Det er mørkt når du tager hjemmefra, og det er mørkt, når du kommer hjem. Det kan godt være super deprimerende, men hvis du kan tænde nogle hyggelige lamper i din bolig, tror jeg på, at mørket kan blive en LILLE smule mindre anstrengende.
Alle lamperne i vores hjem er udstyret med en Soft Style pære, der giver et blødt, orange-agtigt lys, så vi ikke er nødsaget til at gå rundt med svejserøjne og desuden kan se hinandens blodårer. Efterårets kommen er en genial undskyldning til at købe et par nye, fine lamper med dertilhørende pærer! Og tænd så for hulen en masse stearinlys, helst så mange at det bliver en lille smule sundhedsskadeligt og rigtig brandfarligt. SÅ hygger du!

Næste ting på listen handler endnu engang om stof: TÆPPER

Du kommer til at tilbringe MEGET tid på sofaen, eller i sofaen, som i, langt dybt nede i sofaen. Og det er bare fedest hvis du er svøbt ind i kærlighed på 2 x 2 meter. Et stort, blødt tæppe er uundværligt, og jeg synes faktisk du burde have to. Vi har tre. Og det er slet ikke nok. Tip: du kan lige nu købe de lækreste, blødeste tæpper i Søstrene Grene (det der ligger øverst på mit billede) til 164kr (!!). Asti-afsted!

Sidste punkt på listen: HYG DIG NU BARE FOR FANDEN

Det populære, danske fænomen “hygge”, kommer virkelig til sin ret nu og de næste måneder frem, og jeg synes du skal embrace det, så godt du kan. Hyg dig, hyg dig ud over det hele og hyg dig tykt og hele tiden. Drik te med (masser af) honning, bag småkager, spis appelsiner, læs bøger, bliv hjemme I sofaen, gå en tur når solen er fremme (i en halv time midt på dagen), bag boller, tænd stearinlys, få en dab-radio og hør p8 jazz, når du smører din madpakke om morgenen. Og prøv og gør det på alle de ellers røvsyge hverdage også. Mandag kan faktisk være en god dag, hvis den dufter af nybagte Chocolate Chip Cookies og tændstikker. Prøv og nyd det. For efteråret og vinteren er nu og frem, og det er det igen næste år. Og det behøver faktisk slet ikke være så slemt igen, hvis man ved, hvordan man skal nyde.

Forleden var der en gammel bekendt, der skrev til mig. Snakken kom hurtigt til at gå på stressen over, at der ikke er nogen af os, der er i gang med en videregående uddannelse. Og vi er jo i starten af tyverne!!!! Shit. Og det blev inspirationen til dette indlæg. For jeg har det sidste stykke tid været i gang med, og er stadig i gang med, lige præcis ikke at stresse over, at jeg ikke er midt i en uddannelse. Jeg ved faktisk slet ikke hvilken uddannelse, jeg vil tage. Eller hvornår. Og det har, siden jeg droppede ud af universitet for et års tid siden, været en stor, neon-rød overskrift i mit liv: “FIGURE OUT LIFE”. Og det giver både meget lange bryster (jeg har ikke nogle løg, der kan søge mod syd) og rynker mellem øjenbrynene. Og det har jeg ikke været helt klar til at se i spejlbilledet.

Hvad er det egentlig, jeg har så travlt med? At komme ud på det der populære arbejdsmarked, hvor alting går så pisse hurtigt? At betale mange hundrede kroner i måneden til en a-kasse? At svede over en computer, mens jeg prøver at super-analysere en tekst Foucault har skrevet, for at gøre livet surt for alle studerende i verden? Og samtidig opfinde den dybe tallerken, der ikke kan gå i stykker, når man smider den gennem køkkenet, fordi ens gamle bæ-cykel skal repareres for den nette sum af halvdelen af ens SU? Jeg ved det ikke rigtigt.

Mit sidste skriv herinde handlede om, at jeg overvejede, om jeg skulle læse til pædagog. Det har jeg efterfølgende fundet ud af, at jeg ikke skal. Selvom jeg faktisk nåede at søge ind, og kom ind. Og i stedet for at blive nedtrykt og få endnu længere bryster, over at jeg endnu engang er på herrens mark, og jeg kan nå at blive 23 (!!), før jeg starter på en uddannelse, har jeg vendt det til noget positivt. For så fik jeg ligesom det streget af listen. Og hvor var det dejligt, at jeg mærkede efter, inden jeg begyndte, i stedet for at stresse mig selv ud i noget, der alligevel ikke er det rigtige.

Jeg GLÆDER mig til at starte på en uddannelse. For jeg er faktisk ret tosset med at gå i skole. Men jeg vil tage mig den tid, det tager at finde det rigtige. Uanset hvor “gammel” jeg når at blive. For jeg har faktisk ikke noget at stresse over. Jeg kommer til at give mig selv lange bryster, helt uden grund. Jeg er selv ethundrede procent herre over, hvornår jeg skal uddanne mig. Og OM jeg overhovedet skal uddanne mig. For who knows hvad der venter på den anden side af 2017? Jeg gør ikke, men det bliver røv spændende at se.

Jeg ønsker for alle mine med-forvirrede, at tage det helt roligt. Der er faktisk ikke noget, vi skal nå. Vi skal kun leve op til vores egne drømme på vores egne vegne om vores egen fremtid. Det er jo lidt fedt, synes jeg.

Så hurra for os der noller lidt rundt, prøver lidt af, snuser lidt her og lidt mere der, får ideer og skifter mening. Og ligeså meget hurra for jer, der er i fuld gang med det helt fede, for jer. Hver vores tempo, ikke?

Nu er det to år siden, jeg afsluttede gymnasiet med en hat, jeg ikke ved hvor er, i den ene hånd, og en flaske billig champagne i den anden. To år har jeg brugt på delvist at græde, grine, bruge penge på toiletpapir, drikke rødvin i tide og utide, og tænke over hvad jeg har lyst til at beskæftige mig med, sådan fremadrettet. Og pædagogikken har fyldt i mine tanker.

Jeg har arbejdet med børn on and off de sidste to år. Mest (og lige nu) on. Og jeg har fået bekræftet, at børn bare er det mest opløftende, højt-skrigende, stor-skidende, fantastiske væsen jeg kan komme i tanke om. Jeg knus-fucking-elsker dem. I mit hoved er der faktisk ikke noget finere at bruge sit liv på ikke bare at beskæftige sig med, men også lære, holde af og holde om. Børnene er vores fremtid, men de er først og fremmest det mest dyrebare, vi har.
Jeg møder hver mandag morgen klokken syv på arbejde. Og jeg kunne ikke forestille mig en bedre måde at starte sin uge ud på. Store tandløse smil, tykke varme børn på sit skød, våde kys på kinden (eller munden, hvis man er heldig) og kvalitetstid på pulsebordet i stanken af en god weekends-adder. Og med den tanke i hovedet (og stank i næsen), tænker jeg, at jeg selvfølgelig skal vie mit liv, til de her kødklumper og læse til pædagog. Men, og der er et men. Og det er stort, og det nager.

For stort set alle steder jeg kigger, ser jeg store STOP tegn.

Første gang jeg ytrede til nogen, at jeg overvejede pædagoguddannelsen, var til en pædagog. Hendes ansigt blev vredet helt sammen, og jeg var næsten bange for, at hun havde tænkt sig at kaste den blå skovl, hun havde i hånden, efter mig.

“Dét synes jeg ikke, du skal”
“Lønnen er elendig”
“Arbejdsdagene er lange”
“Det er fysisk krævende, og mange får permanente skader”
“DET ER ET UTAKNEMMELIGT ARBEJDE”

Jeg blev slået durk i jorden som en pløk i et roskildetelt. Jeg kiggede ned på et barn i en alt for stor flyverdragt, med snot og jord i hele hovedet. Jeg fik et stort tandløst smil og en grøn snotbobbel som hilsen, og jeg synes ikke, at det så utaknemmeligt ud. Men så kiggede jeg på en pædagog, der var træt, udkørt, som havde ondt i ryggen og ørene og rigtig ondt i arbejdsglæden. Og så voksede jeg en sten i min mave.
Og jo flere snot-indsmurte mudderbørn jeg har mødt, jo tættere har jeg været på min beslutning om, at det bare er det, jeg skal. Men jo flere pædagoger jeg har snakket med, jo mere trækker jeg i en anden retning, der overhovedet ikke lugter af børn. Og jeg har rigtig svært ved, hvad og hvem jeg skal lytte til.

Jeg har fundet noget, jeg er passioneret omkring. Noget der mærkes godt i maven, og noget jeg synes, jeg er dygtig til. Noget der ikke er ligemeget for mig, og noget som jeg synes, giver mig lyst til at stå op mandag morgen klokken halv seks. Eller nogen, nærmere sagt.
Men jeg kan ikke ignorere alle de advarselssignaler, jeg får smidt i hovedet.
Jeg kan ikke lade vær med at tænke på, hvor stor kærligheden og passionen for noget skal være, for at det vejer op for de udfordringer, det eventuelt bringer?

Jeg vil ikke sidde om 20 år og forbande det år, jeg besluttede mig for at læse til pædagog. Jeg vil ikke blive bitter og krumrygget og gammel alt for hurtigt. Jeg vil ikke skræmme alle de unge mennesker, der har lyst til at læse til pædagog ind på BSS. Men jeg kan heller ikke lide at lade mig styre af andres fortællinger om et liv, de måske ikke skulle have levet.
Jeg bliver meget splittet og mest af alt rigtig ærgerlig. For mon ikke de fleste pædagoger havde det ligesom mig, da de startede på uddannelsen og skiftede deres første bæ-ble? Mon ikke de også blev helt varme ved tanken om sådan et liv? Hvordan er de så havnet der? Og hvorfor? Og vil jeg havne det samme sted?

Mit hjerte og min mave er ikke rigtig i tvivl længere. Men mit hoved har stadig ordene “utaknemmeligt arbejde” skrevet med store, gotiske bogstaver. I det ægte, hardcore voksenliv, skal vi så lytte til hjerte eller hjerne?